Viser opslag med etiketten kardemommekapsler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kardemommekapsler. Vis alle opslag

onsdag den 26. september 2012

Æblechutney


Koldpresset jomfruolivenolie
2 fintsnittede rødløg
500 g madæbler
100 g rosiner
100 g pinjekerner, ristede gyldne på en tør pande
1 finthakket chili
2 tsk. stødt kanel
3-4 stjerneanis
3 stænger hel kanel
8 kardemommekapsler
Ca. 1-2 dl æblecidereddike, alt efter smag
Ca. 300 g rørsukker eller mere efter smag
Evt. atamon til skylning af glas

De fintsnittede løg sauteres i olien hvorefter æblerne tilsættes sammen med finthakket chili, stødt kanel og de hele krydderier. Derefter tilsættes æblecidereddike og sukker.
Det hele koger indtil chutneyen har den rette konsistens. Ca. 10 minutter før chutneyen fjernes fra varmekilden, tilsættes rosiner og pinjekerner. De koger med i 10 minutter hvorefter chutneyen hældes på skoldede atamonskyllede glas.

mandag den 11. juni 2012

Kylling med rabarberkompot og agurkesalat


Ingredienser:
(Hovedret til 4-6 personer)

1 stor (øko) kylling,
lidt smørklatter
salt

KOMPOT:
1 bundt rabarber, ca. 500 g
2 stjerneanis
3 kardemommekapsler
350 g sukker
evt. lidt vand

AGURKESALAT:
2 agurker
1 spsk. groft salt
2 dl sukker
2 dl eddike
10 peberkorn

FORÅRSMOS:
1200-1500 g nye kartofler
salt
2-3 spsk. smør
2-3 spsk. olivenolie
hakket persille

Fremgangsmåde:

Gå kyllingen efter for indmadsrester og fjer. Dup den tør med køkkenrulle og sæt den i en bradepande, eventuelt på en rist. Gnid den med smør og salt og steg den ved 200 grader i 45-60 minutter, eller til den er gennemstegt.

Snit rabarberne i grove skiver og kom halvdelen af rabarberne i en kasserolle sammen med stjerneanis, letknuste kardemommekapsler og sukker. Lad det simre i 5-8 minutter. Tilsæt et par spsk. vand, hvis det har svært ved at komme i gang. Tilsæt de sidste rabarber og kog op i yderligere et par minutter. Sæt kompotten koldt.

Skær agurkerne i tynde skiver, gerne på et mandolinjern, og kom dem i en sigte med groft salt. Lad agurkerne trække i 15-20 minutter, vend dem rundt undervejs.

Kog sukker, eddike og peberkorn op, til sukkeret er smeltet. Køl lagen af. Klem så meget væde som muligt fra agurkerne og vend dem i syltelagen.

Kog kartoflerne møre i saltet vand. Dræn vandet fra dem og mos dem groft med et piskeris. Tilsæt smør, olivenolie og hakket persille. Smag til med salt og peber.

Servér straks kylling, rabarber, agurkesalat og forårsmos.